Jeg er meget inspireret at den amerikanske jungianske psykolog James Hillman (1926-2011) som grundlagde den såkaldt arketypiske psykologi og som mere end nogen anden siden Jung også beskæftigede sig med alkymiens processer og symboler.
Hillman argumenterede for, at man med fordel kunne hente inspiration i de gamle alkymisters sprog og tænkemåder, som Jung havde bragt ind i den moderne psykologi.
Jung havde gennem sit omfattende studie af de gamle alkymister påvist, at alkymisterne udover at bearbejde, forædle og transformere kemiske stoffer og metaller, faktisk var beskæftiget med et omfattende indre arbejde med at forædle sig selv åndeligt. Han fandt, at de processer, som alkymisterne beskrev, i høj grad svarede til det, han kunne iagttage i sit arbejde med moderne menneskers selvudvikling. Alkymisterne var måske nok beskæftiget med at frembringe guld, men som flere af dem udtrykte det, var deres guld, ikke det jordiske guld, men et højere åndeligt guld.
Det alkymistiske sprog beskriver psykiske tilstande og processer, som var de mystiske kemiske processer eller symbolske fortællinger af mytologisk karakter. For eksempel bruges begreber fra metallurgi, farvning, balsamering, parfume- og medicinfremstilling. I alkymisternes beskrivelser af det indre arbejde, taler man om at grave, smelte, støbe, lægge i blød, farve og tørre. Man dissekerer, renser, præserverer, knuser, blander, destillerer, opløser, pulveriserer osv. Personligheden beskrives som bestående af kemiske stoffer som salt, svovl, kviksølv og bly, udviklingsprocesser kræver ætsende syrer, varme, og kulde, og mennesket er som en kolbe, som må holdes tæt og under konstant varme. De kemiske processer ledsages samtidig af mere symbolske tegn og oplevelser, for eksempel af opstigende fugle og sole, svedende konger og levende træer.
Pointen er ikke at vi i bogstavelig forstand skal bruge alkymiens ord og begreber når vi arbejder med terapi og selvudvikling, men at vi kan lære noget af alkymisternes måde at tænke og tale på. Det alkymistiske sprog er grundlæggende metaforisk. Man kunne kalde det en animistisk fænomenologi, som ser det levende og besjælede i alle verdens ting og processer også den psykiske verden og dens processer. Og hvis vi kan lære at se verden som alkymister, kan vi bevare bevidstheden om, at alt er proces og at alt kan transformeres.